Travl pinse for Den Sønderjyske Garde
Travl pinse for Den Sønderjyske Garde
Lørdag den 22. maj gik turen til Aalborg, hvor vi skulle deltage i Aamuk, en Brass Band Musikkonkurence.
Vi var et af de yngste orkestre (Gennemsnitsalder 15,4 år), men alligevel udeblev resultatet ikke, da vi blev nr. 5 i vores kategori. Udover dette vandt vi også en præmie for det orkester, som havde det bedste potentiale.

Søndag var vi til Løjt ringridning. Traditionen tro spillede vi først på plejehjemmet og dernæst en lang marchtur igennem Løjt. (turen var i år reduceret med 20% jvf. formanden for ringriderforeningen).
Til slut spillede vi en koncert foran teltet, i det dejlige sommervejr.
Mandag sluttede vi en travl pinse af med Ribe Tulipanfest. Marchen startede ved Føtex og gik igennem Ribes smalle gader. Der var som sædvanlig lidt klumper i optoget, så tilskuerne kunne få fornøjelsen af at høre vores musik lidt længere end ellers. Vejret endte også med at blive helt godt, selv om det trak op til regn en overgang. 
Vi sluttede af med koncert i teltet på festpladsen, hvor akustikken gjorde det muligt at høre vores musik langt væk.
- En travl, men succesrig pinse for Den Sønderjyske Garde.